Indlæser

Visualiteket - film til børn og unge med autisme


Her på siden finder du et bibliotek over forskellige samlinger af film til blandt andre børn og unge med autisme. Filmene giver dem muligheden for selv at søge gode råd og få indflydelse på de sociale situationer, de er en del af eller kan blive en del af. 

 

Denne side fungerer som Visualiteket, hvor vi samler forskellige projekter med interaktive kortfilm, som børn og unge med kognitive handicap kan bruge til at få udfoldet dilemmaer og handlemuligheder i sociale situationer. Filmene skal fungerer som en god og nyttig ven, der hjælper, når barnet står i en svær social situation, som de ikke ved, hvordan de skal håndterer.

Der vil løbende blive skabt forskellige rækker af film, som vi deler på siden her. I november 2019 udgives den første samling film på hjemmesiden Kompasfilm.dk, som ses herunder - og i 2020 kommer en ny række film med fokus på selvforståelse, følelser, seksualitet, grænser og private vs. offentlige rum.


Kompasfilm.dk: 


Kompas-filmene er den første samling af kortfilm, som er lavet målrettet børn og unge med autisme. Hjemmesiden Kompasfilm.dk er skabt som en platform, hvor de selv kan finde og se de film, de har brug for og kan relatere til. Kompasfilm.dk er produceret af produktionsselskabet Retrospect Film i samarbejde med Landsforeningen Autisme. Den faglige baggrund for filmene er desuden også i samarbejde med  Langagerskolen, Specialområde autisme i Region Midt og Ungdomspsykiatrisk center ved Aarhus Universitet.

Kompas-filmene viser børn i flere forskellige situationer, og konkretiserer og sætter ord på alt det sociale, som er vanskeligt at takle, og som kan være angstprovokerende og konfliktoptrappende for børn og unge med autisme. Blandt andet tages situationer op hvor: Barnet får et ’nej’ - Der skal laves en legeaftale - Det er svært at række hånden op i timerne – og der er brug for hjælp til at indgå et kompromis.

Se alle filmene på Kompasfilm.dk. 

Filmene er tilgængelige for barnet/den unge, så de selv kan gøre brug af det, når de har brug for det. Børnene behøver ikke at vente på, at en voksen er færdig med at holde pause, eller at en forælder lige skal skrive en mail færdig, før vedkommende har tid til at snakke med dem og vejlede.

Den enkelte Kompas-film er bygget op, så de først viser en hverdagssituation, hvor barnet med autisme reagerer, sådan som han/hun normalt ville gøre, men reaktionen fra omgivelserne viser tydeligt, at det ikke er den bedste måde at reagere på. Herefter viser filmen, hvordan barnet i stedet kan reagere i situationen, og hvordan det påvirker omgivelserne positivt.

Børn og unges muligheder for at navigere godt i sociale situationer afhænger af den støtte og hjælp, de får fra forældre, pædagoger og lærere. Derfor er filmene skabt som et redskab - et kompas - der skal hjælpe børn og unge med at navigere i de sociale situationer, så de får gode oplevelse. Med flere succesoplevelser vil de få bedre selvtillid og selvværd, hvilket gør at de får mere mod på at forsøge sig på egen hånd.

Se et udpluk fra fire af fiktionsfilmene herunder. Se alle filmene på Kompasfilm.dk:

 

          

        

 

Snak om situationer ud fra filmene

Kompas-filmene skal støtte børnene og give dem strategier til at handle i sociale situationer – men de skal samtidig fungerer som redskaber for forældre, lærere, pædagoger og andre voksne omkring børnene, så de kan bruge dem til at vejlede børn med social-kognitive handicap.

At kunne tale om en situation, man har været ude for, ved at tale om en af karakterene fra Kompasfilm.dk og deres lignende oplevelse, som en tredje person, vil gøre det nemmere for mange børn og unge at sætte ord på. Det giver forældre, pædagoger og lærere mulighed for at spørge: “Har du oplevet at være i en situation, der ligner den på filmen?” På den måde bliver filmene en fælles ressource for børn og unge med autisme samt de voksne, der er omkring dem. 

Sponsorer: 

Første udgave af websitet Kompasfilm.dk er støttet af den Det Obelske Familiefond, Sofie Fonden og Socialstyrelsen.

 

Disclaimer: I teksten her en kommerciel virksomhed, som Landsforeningen Autisme samarbejder med omtalt. Vores samarbejdspartnere muliggør Landsforeningen Autismes arbejde for at skabe de bedst mulige vilkår for autister/mennesker med Autisme fx ved at deltage i projekter, give økonomisk støtte, stille produkter eller rabat til rådighed for vores medlemmer, annoncere i vores blad osv. At Landsforeningen Autisme har samarbejdspartnere betyder ikke at foreningen anbefaler samarbejdspartneres produkter, metoder, behandlingsformer eller andre ydelser.  
Landsforeningen Autismes hovedbestyrelse vedtog d. 6. marts 2022, at dette skal klargøres, når samarbejdspartnere nævnes, således at der ikke opstår tvivl om foreningens samarbejder.