Seksualitet indefra

Jeg vil i denne artikel prøve at fortælle, hvor vigtigt det er, at man også som autist anerkender sin seksualitet, og hvordan der måske skal tænkes i alternative baner, for at vi med autisme har mulighed for at udleve vores seksualitet uden at behøve at gå på kompromis med, hvem vi er.

Af: Louise Egelund Jensen, autist/asperger og selvstændig foredragsholder.

Opdragelse, traditioner og normer

Mine forældre er på ingen måde gammeldags eller snerpede. Vi har altid kunnet tale om seksualitet, og min søster og jeg har kunne spørge om de ting, vi havde brug for at vide. Det har været vigtigt for mig.

Men der er dog visse grundholdninger, jeg alligevel er vokset op med: seksualitet og kærlighed hører uløseligt sammen, mænd har mere lyst til sex end kvinder (endda til en vis grænse: mænd har lyst til sex og kvinder siger ja) at seksualitet er noget, man udlever sammen med en anden, og at man dyrker sex for at få børn.

Disse holdninger kommer ikke nødvendigvis fra mine forældre, men måske lige så meget fra den tid jeg er vokset op i, og mediebilledet på den tid. Sex var ikke noget, som man talte om dengang.

Jeg synes, at flere af de holdninger er beundringsværdige, men også meget snævre.

2/3

Jeg har for nyligt fået at vide, at mennesker med autisme er 2/3 af deres alder, når det kommer til modenhed. Set i bakspejlet forklarer det meget for mig!

Jeg har altid følt mig ude af trit med mine jævnaldrende, og i særdeleshed fra vi kom i puberteten. De andre gik i byen og stod og kyssede på gangene i skolen, og jeg passede min specialinteresse og min hest. Det var som om, at alle var gået sammen og var blevet enige om at blive voksne, uden at spørge mig.

Mit ønske om at få en kæreste stammede mest fra ønsket om at passe ind og være som de andre, og jeg var slet ikke parat til det, som det indebar at få en kæreste. Jeg syntes, at det der med sex var spændende og ville gerne prøve det, men et langt stykke hen ad vejen handlede det mere om at “få det overstået” end om ønsket om at have et sexliv. Jeg var i tyverne, inden jeg overhovedet prøvede at kysse med en fyr. Jeg syntes, det var pinligt at være så gammel og stadig ikke have prøvet noget.

“Sådan en som dig”

Jeg havde flere mere eller mindre kiksede forsøg på at “få det overstået” op gennem tyverne. I samtlige tilfælde drejede det sig mere om at få prøvet det af end om kærlighed og lyst til den anden. Og i samtlige tilfælde var det blevet meldt ud af fyren, at han gerne ville fjolle rundt men ikke ville være kæreste med “sådan en som mig”. Når man har hørt den sætning så mange gange, som jeg har, og endda fra fyre der selv har autisme, så begynder man at indse, at man måske aldrig får en kæreste. Det var fint nok dengang, jeg ikke var parat til det, men jo længere jeg kom op i tyverne, desto mere parat blev jeg til at forsøge mig med et kærligheds- og seksualliv, og desto mere ked af det blev jeg. Jeg begyndte at ønske mig en kæreste så meget, at det næsten gjorde ondt.

Men samtidig begyndte mine grundholdninger også at ændre sig. Tv-serien Sex & The City var på sit højeste, og med den kom et skift i samfundets opfattelse af især pigers seksualitet. Det var ikke bare i orden at have lyst til sex, det var også i orden at tale om det og at udleve det, både selv og med en partner, også selvom man ikke var forelsket i den partner.

Man kan mene meget om Sex & The City som serie, men den ændrede meget for mig. Den viste mig, at sex først og fremmest bør være sjovt og dejligt og ikke nødvendigvis et udtryk for kærlighed. Den “gav mig lov til” at anerkende, at jeg havde lyst til sex, også selvom jeg ikke var forelsket og havde en kæreste at dele det med.

Cubaneren

I sommeren 2008 tog jeg til Skagen festival. Min venindes mands band fra USA skulle spille på festivalen, og det var en oplagt mulighed for os at mødes igen. De havde været i Danmark i 1999 og 2000, så det var mange år siden, jeg havde set hende sidst. Det skulle dog vise sig at være trommeslageren i bandet, som stjal min opmærksomhed. Vi tog ud for at danse om aftenen. Det var varmt og lyst, og der var musik og glade mennesker over det hele. Han formåede i den grad at få mig til at føle mig som noget særligt! På en måde var det lidt farligt: turde jeg gå planken ud? Og samtidig vældig befriende. Han var jo kun i Danmark i 4 dage, så selvom han kendte til min autisme, så behøvede han ikke forholde sig til den.

Cubaneren og jeg havde ingen illusioner i forhold til hinanden. Han prøvede ikke at bilde mig ind, at vi havde mere, end vi havde. Og jeg var helt med på, at det vi havde var en flirt og ikke mere. Og måske var det netop derfor, at jeg havde 4 så vidunderlige dage? Der var ingenting til at gøre vores forhold indviklet. Vi var sammen fordi vi begge havde lyst, og resten var ligegyldigt.

Kæreste

I 2009 fik jeg endelig min første kæreste. Vi havde meget tilfælles og snakkede godt sammen, men det var mere fordi, at det var hyggeligt, at vi blev kærester, end fordi vi var forelskede. Det var et forhold præget af meget forskellige livsstile, hvilket for det meste endte med, at jeg måtte gå på kompromis, hvis jeg ville blive ved med at have en kæreste.

Det holdt i lidt over et år, men set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde gjort det forbi langt tidligere! Jeg fandt mig i alt for meget og gik alt for meget på kompromis, fordi jeg mente, at jeg blev mere normal af at have en kæreste. Der er jo det, der er meningen, er det ikke? At man finder en kæreste, flytter sammen, bliver gift? Jeg indså til sidst, at jeg hellere ville være single og anderledes resten af livet end at være sammen med en, der ikke satte pris på mig, som den jeg er og som ikke prioriterer mig i sit liv.

Nu hvor jeg endelig har prøvet at have en rigtig kæreste og fundet ud at, af det det slet ikke var så fedt, som jeg havde regnet med, var det, som om en stor byrde blev løftet fra mine skuldre. Nu gik jeg ikke længere og længtes efter en kæreste. Det, at jeg ikke havde en kæreste, var ikke længere fordi jeg ikke kunne finde en, der ville have mig, men fordi jeg ikke havde lyst til at have en. Det har betydet rigtig meget for mig senere. Det gør en kæmpestor forskel, om man er havnet i en given situation, eller om man selv vælger den.

Sex uden kærlighed?

Efter min kæreste og jeg gik fra hinanden, fik jeg sværere ved at undvære det sexliv, jeg havde vænnet mig til at have. Jeg måtte derfor begynde at spørge mig selv, hvad jeg egentlig ville: Ville jeg forsøge at finde en ny kæreste, vel vidende at det ville blive svært, og at jeg ville blive såret af dem, der afviste mig, og vel vidende at jeg dybest set ikke havde lyst til én? Eller ville jeg tænke i nye baner?

Seksualitet og sex har ændret sig meget i de seneste 10 år. Det er blevet legalt, forstået på den måde at den tankegang jeg voksede op med, nemlig at sex var noget, man ikke skulle have, hvis man ikke var i et forhold, simpelthen ikke gælder mere. Især for kvinder er det blevet ok at ville have et sexliv, også selvom man ikke har en kæreste. Sex and The City ændrede ikke kun på mit forhold til min egen seksualitet men også på folks opfattelse af kvinders seksualitet generelt. For hvordan kan det være, at mænd godt må have one-night-stands, men at kvinder er billige, hvis de har det? Jeg synes, det er vigtigt, at kvinders seksualitet er blevet mere legal og accepteret. Og især for kvinder med autisme tror jeg, at det kan gøre en forskel.

Autisme og Seksualitet

Der er rigtig mange med autisme, som har svært ved at finde en kæreste. Der er rigtig mange, som brændende ønsker sig en kæreste.

Og jeg synes, at det er unfair, hvis vi mennesker med autisme ikke må udleve vores seksualitet, bare fordi vi ikke kan finde en kæreste. Jeg synes, at vi skal til at tænke i nye baner. Jeg blev ikke mere normal af at have en kæreste, og jeg blev bestemt ikke mere lykkelig af det! Samtidig har jeg ikke lyst til at føle, at jeg er billig eller en skidt tøs, fordi jeg stadig har lyst til sex. Jeg er et voksent og ansvarligt menneske, med samme drifter som andre, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle have lov til at tilfredsstille disse drifter, bare fordi jeg ikke kan finde en kæreste. Og jeg er også nået dertil, hvor jeg ikke har lyst til at have en kæreste.

Kan det passe, at jeg skal gå på kompromis med det, med mig selv og det liv jeg ønsker at leve, for at få et sexliv der er i orden i andres øjne? Jeg vil ikke have, at min lykke afhænger af, om jeg kan finde én, der elsker mig. Nej, jeg vil have lov til at leve mit liv, som jeg vil, et liv som gør mig lykkelig, og et sådan liv indeholder min seksualitet.

Jeg er i dag helt klar på og åben omkring det faktum, at jeg hellere vil have en elsker end en kæreste. På den måde kan jeg udleve min seksualitet, uden at der ligger sure sokker i sofaen, og uden at nogen roder i mine bøger. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig vil have en kæreste. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at være forelsket. Men jeg leder ikke længere efter en kæreste og fraværet af én er ikke et savn for mig.

Jeg synes, at det er vigtigt at støtte mennesker med autisme i at anerkende deres seksualitet. Bosteder og specialskoler skal have fagfolk, som de unge kan tale med (for der er altså nogle ting, man bare ikke vil tale med sine forældre om), og som kan hjælpe dem, om nødvendigt til at finde ud af hvem de er, hvad der er rigtigt for dem, og hvilke muligheder de har. Jeg har ofte oplevet, at folk har troet, at jeg var lesbisk, fordi jeg ikke er særlig piget. Men jeg er blevet støttet i, at det er i orden, at jeg godt kan være en drengepige og stadig foretrække mænd. Jeg havde en kontaktperson der, efter at jeg havde udvist interesse for det, tog mig med til Erotic World messen, hvor vi gik rundt og snakkede og fnisede. Jeg håber, at alle bosteder har mindst en ansat som hende, for de unges skyld.

Hvis mennesker med autisme skal have mulighed for at få et lykkeligt liv, på deres præmisser, kræver det, at vi tænker lidt uden for normen. Jeg synes, at vi skal give de unge mennesker nogle nye grundholdninger:

• At der ikke er noget galt med at være jomfru som 25 årig / 30 årig / 50 årig.
• At man kun skal have sex, når man har lyst til det, og ikke fordi man føler, at man burde have prøvet det.
• At sex med sig selv er lige så i orden som sex med en partner. (Det findes heldigvis et stort og spændende marked, så sex med sig selv ikke er lige så kedeligt som i “gamle dage”. Måske kan et besøg i en legetøjsbutik til voksne gøre, at man slipper for at føle sig presset ud i en situation med et andet menneske, som man ikke er parat til?)
• At far, mor og børn scenariet ikke er det rigtige for alle.
• At sex ikke behøver at være imellem to mennesker, der elsker hinanden, men kan være mellem to mennesker der elsker sex.
• At det er i orden at bo alene, eller sammen med et kæledyr, hvis det er det, man i virkeligheden har det bedst med.
• At der er uendelige muligheder for at få et godt sexliv uden kærester, bare man lægger fordommene til side og tænker kreativt.
• At det ikke er forkert at have lyst til sex, men heller ikke er forkert ikke at have lyst til sex.
• Og vigtigst af alt: At de unge skal finde ud af, hvad der er rigtigt for dem og udleve dette, uden at gå på kompromis med hvem de er. Jeg har oplevet flere med autisme som hverken køns- eller aldersdiskriminerer. Dvs. at de ikke nødvendigvis er tiltrukket af én på deres egen alder, og måske ikke går så meget op i om det er en mand eller kvinde, så længe det er en person, de har det godt sammen med. Det er også i orden.

Og vores/mine forældres generation skal finde ud af, at verden er anderledes nu end dengang, at de var unge, støtte deres børn i at få et godt kærligheds/sexliv og lægge deres fordomme til side, hvis det ikke lige er den type liv, de mener, er det rigtige.