Hvordan kommunikerer vi?

For at kunne kommunikere må man have et sprog. Et sprog, man magter, og et sprog, som andre forstår. På Bihuset deler vi sprog og kommunikation.

Af: Sussi Juul Kjølby, afdelingsleder i botilbuddet Bihuset.

Indenfor normalområdet adskiller vi ikke sproget fra kommunikationen, idet sprog og kommunikation under normale omstændigheder følges ad og fletter sig ind i hinanden. Når vi taler autisme, forholder det sig anderledes.

Kommunikation er ikke kun det, som kommer fra vores mund. Kommunikation kan også være nonverbal. Nonverbal kommunikation kan foregå via kropssprog, mimik og gestik. Tegn til tale, boardmaker, konkreter, tegninger, skrevne ord mm. kan anvendes som kommunikationsredskaber. Raserianfald og udadreagerende adfærd kan for barnet med autisme være effektive kommunikationsmetoder, som giver en hurtig og tydelig respons.

Uanset hvilket sprogligt redskab vi anvender, er det ikke ensbetydende med, at barnet kan anvende det spontant. Barnet skal have hjælp til at lære ”sproget”. Det kommer ikke af sig selv.

Bihuset tager udgangspunkt i TEACCH som står for Treatment and Education of Autistic and related Communication handicapped Children, hvilket på dansk kan oversættes til ”Behandling og undervisning af autistiske samt beslægtede kommunikationshandicappede børn”. TEACCH er en ramme, indenfor hvilken der kan udvikles specifikke pædagogiske strategier med henblik på at give udviklingshjælp til personer med autisme. Udviklingshjælpen betoner aspekter omkring kommunikation, forudsigelighed gennem struktur og visuel information.

Kommunikationsformen afhænger igen helt af den enkeltes udviklingstrin. Nogle lærer at pege på det, de ønsker, andre lærer at bruge sproget verbalt, andre lærer at bruge et visuelt materiale igennem træning med en kommunikationsmetode kaldet PECS (picture exchange communication system). Nogle bruger deres computer til at sende mails, andre har i samarbejde med et personale lavet en kalender, som de meddeler sig igennem, andre igen bruger deres mobil ved at sende SMS. Så længe der er en vekselvirkning imellem to personer, er det kommunikation.

Bihuset arbejder med at gøre den enkelte så selvstændig og uafhængig som muligt. At den enkelte kan gøre sig forståelig til sine omgivelser, så han/hun oplever at have indflydelse på eget liv. Den bedste form for indlæring af sprog og kommunikation foregår der, hvor barnet færdes, og i forbindelse med konkrete opgaver. En indlæring bør foregå på steder, der giver mening. Der hvor det indgår naturligt i hverdagen.

Tænk på et barn i en indlæringssituation – evt. der, hvor han tømmer opvaskemaskine. Hver gang han tager en ting, søger han øjenkontakt med dig. Her har I en kommunikation, for du bekræfter ham enten med et verbal ja eller et nik. Sådan arbejder vi med kommunikation i mange forskellige situationer. Eller et andet barn, hvor vi sidder ved bordet omkring spisning. Barnet tager din hånd, kigger på dig, hvorefter han bruger din hånd til at gøre opmærksom på, hvad han gerne vil have fra bordet. I har i denne situation fælles opmærksomhed omkring det, barnet ønsker. Dette er også kommunikation.

Om man har et verbalt eller nonverbalt sprog gør ikke den store forskel i forhold til, hvordan vi arbejder med den enkelte. Barnet kan have et flot udviklet verbalt sprog, men barnet magter ikke at bruge det kommunikativt, eller barnet er nonverbal og magter at anvende sit materiale til at være aktiv kommunikerende med sine omgivelser. Man kan som sagt ikke sætte lighedstegn imellem det talte sprog og kommunikation.

Det afhænger igen helt af, hvor den enkelte befinder sig udviklingsmæssigt. Jo mere mentalt udviklet barnet er, jo flere redskaber kan vi anvende. Vi anvender bl.a. KAT-kassen til at afdække samtaler omkring emner, som fylder eller er svære for barnet.

KAT-kassen står for kognitiv affektiv træning:

Det kognitive står for de processer, som omhandler tanker, indtryk, opfattelser, holdninger og erkendelser, der karakteriserer menneskers bevidste og ubevidste tankevirksomhed. Det affektive står for de processer, som omhandler følelser, emotioner, indre og ydre sansninger, intuition og kropsbevidsthed, der karakteriserer menneskers følelsesmæssige processer. En væsentlig del af et barns udvikling handler om, at det bliver bevidst om de sammenhænge, der er mellem dets tanker, følelser og reaktioner, og at barnet bliver støttet i udviklingen af sin selvopfattelse og af sin sociale kompetence. Som en støtte til barnet kan man tilrettelægge en træning. Materialet er visuelt.

Næsten alle børn på Bihuset er fortrolige med PECS. Personer med autisme er oftest meget visuelt stærke. Vi er meget opmærksomme på, at det verbale udtryk samt tegn forsvinder eller kan misforstås, mens billedmateriale og konkreter forbliver. Vi tager udgangspunkt i, hvad der er motiverende for barnet. Bihuset har som sagt børn, som kommunikerer på mange forskellige niveauer samt med forskellige hjælpematerialer.

Det er vigtigt for den videre udvikling, at man følger trinene. Hvis barnet forstår første gang, man arbejder med et trin, går man videre til det næste. Det er dog vigtigt, at man, næste gang man arbejder med PECS, lige hopper et skridt tilbage for at kontrollere, at barnet stadig magter trinet. Vi skal altid være opmærksomme på, at mange med autisme skal have indarbejdet en vis rutine, før de kan bruge færdigheden automatisk.

Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke blander for mange kommunikationsformer ind i hinanden omkring den enkelte. Forskellige kommunikationsformer støtter sjældent hinanden, tværtimod er de tilbøjelige til at modarbejde hinanden. Målet er at finde den kommunikationsform, der passer bedst til barnet, det handler ikke om at nå frem til et højt kommunikationsniveau, men at barnet magter og forstår sin kommunikationsform. På Bihuset har 15 ud af 18 børn behov for støtte i form af visuelt materiale omkring deres kommunikation. Bihuset har verbale børn, der har behov for mere støtte i form af støttemateriale, end nogle af de nonverbale børn har.

Formålet med en god social fortælling er at fremme barnets sociale kompetencer ved at beskrive en specifik situation, som ofte er svær for barnet. Den sociale fortælling skal tilpasses den enkeltes udviklingsniveau. Beskrivelsen bør fremkalde erfaringer hos barnet, der gør det i stand til at forstå meningen med historien.

Den sociale fortælling skal indeholde flere elementer: 

Beskrivende sætninger:

• Danner baggrund for historien.
• Hvor finder situationen sted?
• Hvem er involveret?
• Hvad sker der?

Perspektiverende sætninger:

• Formidler andres tanker, ønsker eller følelser (Ditte vil gerne have, du går tur)
  Beskriver konsekvens af handling

Dirigerende sætninger:

• Hvad forventes af barnet, hvad bør gøres? ” jeg vil prøve”, ”jeg bør” osv.

Kontrollerende sætninger:

• Hvordan kan jeg reagere hensigtsmæssigt? Dette bør tilpasses det enkelte barn, så det forstår handlingen

Hvordan udformes historien?

• Barnet observeres omhyggeligt i den vanskelige situation
• Herefter analyseres situationen
• En præcis beskrivelse udfærdiges
• Problemet afgrænses
• Adfærden defineres
• Målet med historien defineres

De konkrete sætninger bør være direkte og så korte som muligt. Skriv altid i nutid, vær opmærksom på, at barnet er konkret tænkende. Altid at være positiv, ikke brug ord som aldrig, skal, ikke osv. Historien er en støtte, ikke en irettesættelse.

Barnet skal inddrages, så det med tiden kan føle ejerskab til historien. Deltage i oplæsningen, om det så er at bladre i historien eller holde historien.

Tænk på triaden:

• Kvalitative mangler omkring kommunikation
• Kvalitative mangler i socialt samspil
• Tegn på gentagelse. Særprægede mønstre i interesser og adfærd samt manglende forestillingsevne.

Med disse vanskeligheder i tankerne er det vigtigt at udvikle alle områder. Kommunikation danner oftest grundlag for deltagelse i det sociale fællesskab. Barnet skal i mange sammenhænge kunne tage kontakt for at få sit ønske opfyldt. Om det så ”bare” er at pege på vandhanen for at få noget at drikke, men barnet skal her kommunikere. Jo mere den enkelte kan formidle/give udtryk for selvstændigt, jo mere selvhjulpen og uafhængig bliver de af deres omgivelser. Dette er igen med til at gøre, at den enkelte får indflydelse og selvstændighed omkring eget liv.

Jeg vil slutte af med et citat fra Bihusets forstander igennem mange år, Adolfo Tarabini, som gik på pension i 2006. Han sagde dette omkring sprog og kommunikation:

”For at kunne spille må man have et instrument - et instrument, man magter. Det er lettere at spille på en simpel fløjte end på en klarinet. Det er lettere at puste i en mundharpe end at spille på en harmonika. Man skal tilpasse sit valg af instrument efter det niveau, man befinder sig på - efter de evner, man har. Magter man ikke sit instrument, fordi det er for vanskeligt at spille på, er det håbløst, ja næsten umuligt at spille sammen med andre.” Citat slut.