Hvad kan man når man kan meget lidt? 

Der tales en del om personer med autismespektrumforstyrrelser og Aspergers syndrom og den skjulte arbejdskompetence, de besidder. Heldigvis. Der er ved at udbredes en generelt større forståelse i samfundet for deres særlige evner til at fordybe sig i problemstillinger og holde fokus på detaljen.

 
Af: Majbritt Bogø, direktør i det beskyttede værksted SOVI.

Der tales en del om personer med autismespektrumforstyrrelser og Aspergers syndrom og den skjulte arbejdskompetence, de besidder. Heldigvis. Der er ved at udbredes en generelt større forståelse i samfundet for deres særlige evner til at fordybe sig i problemstillinger og holde fokus på detaljen. Unikke evner, som er en klar gevinst for arbejdsmarkedet, når de får lov at komme til udtryk under de rette forhold.

Men hvad så med de mennesker, som har et ekstra stort og vedvarende behov for støtte fra andre for overhovedet at finde orden i verden? Dem, som ganske vist mestrer fordybelsen og fokus på detaljen til fingerspidserne, men samtidig er så hårdt ramt af autismen, at der skal langt mere til end lidt støtte i hverdagen, for at de kan rummes på det ordinære arbejdsmarked.

Mennesker, som f.eks. afledes af den mindste lyd, hvor lugte og berøring gør fysisk ondt, som går i stå og ikke formår at sætte sig selv i gang igen, som har brug for måneder til at lære en ny færdighed eller vænne sig til en ny maskine eller sofaen derhjemme, eller for hvem det at tage bussen fremkalder stærk angst og forvirring. Kan man i virkeligheden tale om en reel arbejdsevne her, nytter det at træne arbejdsfunktioner, og giver begrebet arbejdsidentitet mening for mennesker med så store udfordringer?

Svaret er ja. Jeg ser det hver dag. På SOVI tilbyder vi beskyttet beskæftigelse og kompetenceudvikling efter servicelovens § 103 og prioriterer at tilrettelægge dagen med værdige og værdiskabende arbejdsopgaver, uanset hvor lille og ubetydelig arbejdsevnen er. Hos os er der altså kun medarbejdere med meget store autismeudfordringer og støttebehov - og alligevel bliver arbejdsopgaverne løst til perfektion og til tiden for vores mange erhvervskunder, som med tilfredshed vender tilbage med flere arbejdsopgaver.

Jeg oplever medarbejdere, som i den grad har en arbejdsidentitet, og som dagligt gør en stor indsats for at nå deadlines og med stolthed høster anerkendelse for indsatsen. Stor eller lille. Og jeg ser arbejdsglæden udfolde sig, efterhånden som nye arbejdsmæssige og sociale kompetencer tillæres. Mennesker, der som en del af et fællesskab udvikler venskaber – venskaber, som også plejes i fritiden.

Alle har ressourcer og potentiale

Den tryghed, der findes i faste rammer og strukturer kombineret med den grundholdning, at alle rummer nyttige ressourcer og potentialer, som kan udvikles, gør det erfaringsmæssigt muligt for selv de mest udfordrede at tilegne sig nye kompetencer igennem hele arbejdslivet. Udgangspunktet må ligge i den enkeltes autisme: at arbejde med den, ikke imod den.

Dernæst handler det om lavpraktisk struktur. At guide medarbejdere gennem arbejdsdagen med overskueligt opdelte arbejdsopgaver med mulighed for at fordele delopgaverne, så de matcher den enkeltes kompetencer optimalt. F.eks. når SOVI syr de sanseberoligende kugledyner, der sælges på spektrumshop.dk, løser medarbejderne hver sin arbejdsopgave. En vejer kugler til vægtposerne, hvilket kræver stor præcision. En anden syr selve vægtposerne, og en tredje syr betrækket til dynen med stor pertentlighed. Hver især bidrager de til det færdige resultat.

Om noget har SOVI ekstremt høje kvalitetskrav, fordi det, at vores løsninger skaber værdi for virksomhederne, har en uvurderlig betydning for den enkeltes arbejdsidentitet. Arbejdet giver mening. Vi ser desuden, at flere og flere medarbejdere udvikler kompetencer, som kan bruges i almindelige virksomheder, og derfor etablerer vi sammen med vores medarbejdere små ’job crews’, der løser forskellige opgaver hos kunderne i deres virksomhed. Den mulighed opstår, fordi der er ro og orden i baglandet, så flere rent faktisk får overskud til at arbejde på en almindelig arbejdsplads nogle dage om ugen med støtte fra SOVI.

Mindre arbejde – nej tak

Vi ser desværre en tendens til, at kommunerne træffer beslutninger om at nedsætte serviceniveauet for borgere med stærke handicap. Den beskyttede beskæftigelse udhules, når man f.eks. over én kam beslutter, at mennesker med handicap ikke længere skal have mulighed for at deltage i arbejdslivet fem dage om ugen som vi andre, men derimod påtvinges en arbejdsuge på fire eller sågar kun tre dage.

Den kortsigtede økonomiske besparelse er åbenbar, men fra vores perspektiv i virkelighedens verden oplever vi, hvordan en kortere arbejdsuge har både menneskelige og samfundsmæssige omkostninger. For mennesket med autisme er selve rutinen i at gå på arbejde hver dag med til at skabe den nødvendige struktur. At medarbejderne får mulighed for at møde på arbejde er helt enkelt centralt for at lykkes med projektet.

Hos SOVI oplever vi konkret, at langt de fleste medarbejdere glæder sig til, at ferien eller fridagene er overstået, så de kan komme tilbage på arbejde og den vante struktur. Nok er arbejdet med at beskæftige personer med svær autisme en dyr foranstaltning, men vi er dagligt vidner til håndgribelige og langsigtede resultater i form af reel arbejdsevne og -identitet, der gør det muligt for den enkelte at fungere relativt selvstændigt og bidrage aktivt til samfundet i et aktivt medborgerskab.

For mennesket med udpræget autisme kan arbejdet ganske enkelt være kernen i et godt og meningsfyldt liv. At være omgivet af andre, som forstår autismens væsen og qua deres viden og erfaring formår at støtte og bringe orden, når kaos råder, eller sanserne er på overarbejde. Hver og en i den beskyttede beskæftigelse kan faktisk yde en hel del, selvom de nok aldrig bliver selvkørende på det almindelige arbejdsmarked. Og hver dag er jeg omgivet af mennesker, som er hårdt ramt af autisme – men som både kan og vil.