Indlæser

Støt mennesker med autisme med dit køb på Black Friday

4. nov. 2019

Hvis du alligevel skal shoppe på Black Friday, så har du nu muligheden for at give lidt tilbage og støtte vores arbejde for bedre vilkår for mennesker med autisme. Ejer af webshoppen www.authentic.dk går nemlig mod strømmen og giver 20 % af omsætningen denne dag til Landsforeningen Autisme.

  

Black Friday er fredag den 29. november 2019, og mange butikker har hvert år store rabatter på forskellige varer den dag. Der er derfor en del penge at spare rundt omkring, og nu kan du også være med til at give lidt tilbage igen.

Den lille østjyske webshop www.authentic.dk gør dog tingene lidt anderledes i år – her har du ikke mulighed for selv at spare en masse på varerne denne dag, men til gengæld kan du med dit køb være med til at støtte mennesker med autisme.

Indehaver Kenneth Bon Nielsen har valgt at droppe rabatterne og i stedet give 20 % af sin omsætning på Black Friday og gennem hele weekenden den 29. november - 1. december til Landsforeningen Autismes arbejde. Og grunden til dette finder man i hans egen dagligdag.

“Vores søn på 10 år er diagnosticeret med atypisk autisme og en søvnforstyrrelse. Det er et livslangt handicap, der påvirker og styrer hele vores hverdag med en ekstrem grad af struktur, forudsigelighed og genkendelighed,” siger Kenneth.

Med sit tiltag på Black Friday vil Kenneth være med til at sprede mere forståelse for, hvad autisme er - og hvordan det påvirker både personen selv, men også familien. Og samtidig støtte vores arbejde i Landsforeningen Autisme med at hjælpe mennesker med autisme og udbrede viden om autisme.  

“Landsforeningen Autisme gør et stort stykke arbejde for både at oplyse og informere, og det er vigtigt. Vi mødes ofte af en skepsis, for vores søn ligner enhver anden dreng på 10 år. Han har ikke hugtænder og horn i panden - han har et usynligt handicap, der påvirker både ham og os, ” siger Kenneth.

Den lille webshop sælger ure fra mindre danske mærker. Du kan selv se mere her - og læse om hans tiltag på Black Friday. 

I Landsforeningen Autisme er vi meget glade for støtten fra tiltag som Kenneths på Black Friday – og hvis der er andre, der bliver inspireret eller selv har lignende aktiviteter, så skriv gerne til os, så vi kan hjælpe med at sprede budskabet.