Indlæser

Opråb til KL & regeringen: Stop de brutale besparelser - løft autismeområdet!

23. aug. 2019

Økonomiforhandlingerne i mellem KL og regeringen er i gang, og der er stort behov for, at Autismeområdet opprioriteres. I forhandlingerne bestemmes kommunernes budget for næste år.

 

Lige nu lever mange familier og mennesker med autisme uden den støtte, de har krav på som er helt nødvendig for at de kan få hverdagen til at fungere. Det er en stakket frist, mennesker har brug for mere end overlevelse. Situationen er absurd og uværdig for et velfærdssamfund.

Retssikkerheden er under angreb, fordi kommunerne har for megen magt men ikke den nødvendige specialiserede viden, til at sikre, at alle familier og mennesker med autisme får den støtte og de tilbud, de har brug for og ret til – og som bygger på grundig individuel vurdering.

I de økonomiske forhandlinger er det tvingende nødvendigt at sætte ind og sikre, at de mange massive besparelser, som ødelægger livskvaliteten lige nu, rulles tilbage – og at der i stedet afsættes flere penge til at støtte autistiske børn i skolen, sikre den rette bolig til voksne autister – samt tid og mere viden til at møde forældre og pårørende med hjælp og forståelse. 

Især når det kommer til det højtspecialiserede område er det dog tydeligt, at kommunerne ikke magter opgaven. Der mangler specialiseret viden, faglighed og ressourcer. I Landsforeningen Autisme håber vi derfor, at politikerne vil arbejde frem mod, at staten og regionerne på sigt skal overtage højtspecialiserede områder fra kommunerne.

Alt for længe har der været alvorlig afspecialisering på autismeområdet – den udvikling vil vi hjælpe kommunerne med at vende NU.

Her er derfor vores gode råd til KL og regeringen, som kan hjælpe dem med at få rettet op på autismeområdet i økonomiforhandlingerne: 

  • Tid og ressourcer til bedre sagsbehandling og færre fejl
  • Mer specialisering i mødet med autister og pårørende
  • Økonomisk løft af autismeområdet
  • Handling på skolefravær med specialisering og relationsopbygning
  • Specialisering og økonomi til at sikre borgernes retssikkerhed
  • Bedre mulighed for kurser og viden om autisme til sagsbehandlere, ledere, lærere, pædagoger, læger, politibetjente.
  • Nyspecialisering fremfor afspecialisering
  • VISO garanti i tvister imellem borger og kommune