Astrid Lindgren har skabt nogle af historiens fineste fortællinger. Ofte, når talen er faldet på autistiske mennesker og mennesker med ADHD, er karakterer som Pippi og Emil fra Lønneberg trukket frem som eksempler. Men Astrid kunne meget mere end at skabe episke narrativer. Historien om karlen Alfred og drengen Emil beskriver en række grundlæggende menneskelige egenskaber og ægte relationer i et magtfrit rum. Dialogerne er stærke på en måde så alle kan mærke dem - og næsten, uden ord. 

Emil: “Dig og mig Alfred…

Alfred: “ja Emil, dig og mig! ”

Mennesker har, helt grundlæggende, tillid til andre mennesker. Tilliden er fundamental og iboende fra den dag vi bliver født. Vi tror på at andre vil os det bedste. Vores tillid kommer tydeligst til udtryk når vi stopper helt fremmede folk på gaden for at spørge om vej. Vi er overbeviste om, at det, tilfældige, menneske vi stopper vil pege os i den rigtige retning hvis han kan. Når vi spørger den anden, afgiver vi en smule magt fra os selv. Vi giver en anden lov til at få indflydelse på vores liv. Vi giver den anden muligheden for, at vælge, at sende os i den rigtige eller i den forkerte retning.

Vi taler tit om mistilliden som om den har samme kaliber og oprindelse som tilliden. Det har den ikke. Mistilliden er ikke et grundvilkår. Mistillid opstår når ens tillid ikke bliver mødt. Mistillid er ikke tillidens modstykke, men mangel på tillid og et tegn på svigt…

Jeg går ret ofte forbi Københavns Byret. På domhusets facade, der understøttes af 6 bastante murede søjler står der; “Med lov skal land bygges”. Jeg elsker de ord. Jeg tror aldrig jeg gået forbi uden at sige dem højt til mig selv. Ordene stammer fra Jyske Lov og de forklares i lovteksternes forord med sætningen “Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest”.  Det danske samfund er reguleret af regler, simpelthen fordi det giver mest tryghed og retssikkerhed for alle. Naturligvis betinget af at reglerne gælder for alle…

Et af mine sidste møder i december var et fyraftensmøde i Skive og før jeg forlader Skive, har jeg et ærinde inde midt i byen. Det første der møder mig da jeg rammer gågaden, er en mand på min egen alder med en øldåse i hånden. Han spørger om jeg har ti kroner og jeg tænker, at han godt kan se på mig at det har jeg, hvad han ikke kan se er at de er registreret på et plastikkort. Jeg slår mig på lommerne, siger noget afværgende om fraværet af mønter og går ind af den dør hvor jeg har en aftale.

Da jeg kommer ud på strøget igen står manden med dåsen hvor jeg forlod ham. Foran ham står en yngre mand. Manden med dåsen taler og gestikulerer, den yngre mand holder en mønt fast imellem to fingre, ud for hans ansigt. Så slipper han mønten. Manden med dåsen bøjer sig og famler efter mønten på fliserne. Jeg ser efter tegn i hans ansigt der viser at han føler sig ydmyget, jeg finder dem ikke. Det er svært for mig at forstå at man kan nå til et punkt hvor man ikke længere forventer respektfuld opførsel fra andre mennesker. Men det er endnu sværere for mig at forstå, at man kan befinde sig i en position hvor man ikke selv syntes, at man behøver at behandle andre mennesker med respekt…

Midt i december blev kommunernes brug af forhandlingskonsulenter på handicapområdet optrevlet. På altinget.dk kunne vi læse om hvordan embedsmænd laver aftaler med private konsulentfirmaer om, at de skal skære ned på kommunale bosteder til gengæld for en del af provenuet. Fra bostederne hører vi samtidig om hvordan konsulenterne forlanger, at der skrives mål ind i borgernes handleplaner, som godt nok øger tykkelsen på konsulentens tegnedreng, men som også underminerer borgerens selvbestemmelse og livskvalitet. Og det er besynderligt, at I en tid hvor alle andre virksomheder er panisk angste for at videregive personlige oplysninger og forbryde sig imod GDPR, så udleverer kommunerne personlige og private oplysninger til konsulenter, hvis eneste “faglige” kompetence er at lægge navn til inhumane og uetiske indgreb, i autistiske menneskers liv.

I april 2017 bliver den daværende socialminister Mai Mercado citeret for, at hun har lavet en “tørresnor” og at meningen med den er, at den skal hænge “genstridige” kommuner til “tørre”. Mai skriver samtidigt på sin Facebook, at når tæt på halvdelen af alle børnehandicap sager omgøres i Ankestyrelsen, så er det et tegn på, at børnene ikke får den støtte de har brug for. Det er et problem, for serviceloven handler netop om at kompensere mennesker for deres handicap. At mennesker har ret til kompensation, der gør at de kan leve så tæt på det normale som det er muligt. Mai skriver at gennemsigtigheden er vigtig, samt at offentliggørelsen skal skærpe kommunernes opmærksomhed og motivere dem til at lave færre fejl i sagerne.

Året efter offentliggøres endnu en tørresnor og det begynder at blive problematisk for kommunerne at antallet af fejl ikke mindskes. Jeg syntes roligt man kan sige at antallet af fejl rimer på at kommunerne ikke ønsker at følge lovgivningen. Til medierne forsvarer adskillige borgmestre sig med, at de ikke er enige med landets øverste retsinstans og at de simpelthen mener, at Servicelovens rammer skal udfordres. I tiden efter, oplever vi at kommunerne bombarderer autistiske borgere med afslag. I Ankestyrelsen hober sagerne sig op, og sagsbehandlingstiderne bliver længere og længere. Jo flere sager kommunerne vil have “afprøvet” i Ankestyrelsen, jo længere tid tager behandlingen og jo flere penge sparer de i kommunerne. Imens venter handicappede børn på behandlingstilbud, hjælpemidler, ledsagelse, aflastning osv.

Da ministeren ville udgive en opgørelse mere, med fejlvurderinger på voksen handicapområdet bliver hun stoppet ved økonomiforhandlingerne. Formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard fortæller til medierne at Ankestyrelsen er begyndt at udvide målgrupperne i lovgivningen, samt lovgivningens rammer, uden at der er fulgt penge med til kommunerne. Udtalelsen er fuldstændig gratis, den bliver ikke undersøgt. I Landsforeningen Autisme oplever vi at det forholder sig omvendt. KL fik ikke kompensation for Ankestyrelsens påståede ekspandering af serviceloven, til gengæld fik de “klippet” tørresnoren. Herefter har de fred til at underminere og udhule Serviceloven yderligere…

2019 blev det år hvor Danmarks spritnye statsminister, Mette Frederiksen, udnævnte sig selv til, først og fremmest, at være børnenes statsminister. “En meget strategisk og klog selvudnævnelse, hvis hun formår at skabe resultater” svarede jeg, da jeg blev spurgt af DR efter valget. Børnenes statsminister vil måles på, om børn i Danmark får det bedre, mens hun har vagten. Derfor har hun taget opgaven med sig ind i Statsministeriet. Placeringen dér skal sikre ejerskab og politisk styring af området. I Socialdemokraternes rapport, “Altid på børnenes side” fremlægger partiet en helt ny politik på anbringelsesområdet. Jeg har, af flere omgange, diskuteret anbringelse af autistiske børn hos KL og på Christiansborg og jeg har altid oplevet at embedsfolk og politikere har været ydmyge overfor den viden om autisme og tilknytning, som Landsforeningen Autisme bidrager med. Men lige nu er jeg voldsomt bekymret.

Jeg syntes det nye anbringelsesudspil tegner et nyt paradigme på anbringelsesområdet. I Danmark har vi en lang tradition for at opspore sårbare og udsatte børn i sundhedsplejen, i vuggestuer, børnehaver og skoler og for at støtte forældrene i forældrerollen, såfremt det er muligt.  Jeg forstår ikke hvorfor Socialdemokratiet lader hånt om forebyggende familiearbejde, den forskning vi har peger entydigt på, at anbringelser ikke skaber bedre børneliv og større trivsel - tværtimod! Det der bekymrer mig er, at Socialdemokratiet vil anbringe flere børn og at de vil gøre det tidligere, hurtigere og lettere. Og jeg syntes, ærlig talt, at det er skræmmende, at opgaven skal udføres af kommunerne.

Fra forskellige kilder i den socialdemokratiske gruppe forlyder det, at man specifikt vil se efter tegn på skadet tilknytning. De specifikke tegn der nævnes, er vigende øjenkontakt og manglende mentaliseringsevne. Jeg forudser at reformen, vil komme til at anbringe småbørn med udiagnosticeret autisme, samt småbørn af autistiske forældre. Det ser ud som om nogen i regeringen har meget travlt med at “redde børnene” og at de tror, at en anbringelse uden for hjemmet, er formlen der på magisk vis vil løfte kompleks social politik. Jeg er egentlig sikker på at intentionen er fin, men jeg ved også at det kun er et spørgsmål om tid, før vi ser det første kommunale overgreb på en autistisk familie.

Mens hele verden diskuterede om Grethas harme var ægte eller om hendes familie brugte hende som marionetdukke, afdækkede amerikanske forskere hvordan olieindustrien de sidste 100 år, har bestukket, benægtet, forfalsket og løjet om de klimaforandringer de vidste deres produkter ville forårsage. Verdens mest magtfulde mænd spekulerede i at udfordre Grethas ægthed på sociale medier. De startede smædekampagner, som tenderede regulær voksenmobning imod hende. Alene det burde rejse alle andres bevågenhed. For når statsledere kaster deres magtfuldkommenhed imod en svensk teenager - må hun agitere for en sag der er farlig for dem, eller, for deres forretning. Hvis man ved noget om autisme ved man også at Grethas harme er ægte. Men mange skiftede holdning til Gretha da hendes indignation blev udfoldet i følelsesladede, anklagende og truende udtalelser under FNs Klimatopmøde. Sociale medier blev oversvømmet med sammenklip af billeder hvor Grethas ansigtsudtryk viser hendes harme. I kølvandet på polemikken om Grethas person opstod der en væsentlig vildfarelse: Vi taler ikke om klodens overlevelse, kloden har været udsat for ting der er værre end menneskeskabte klimaforandringer. Det vi taler om, er menneskets fortsatte eksistens på kloden…

December kan være en svær måned for autistiske mennesker. Faste rutiner brydes af juletraditioner og kendte steder kan se helt anderledes ud - som når der pludselig står træer i stuerne med lys på. Det kan være voldsomt stressende at få ændret sine hverdags rutiner, hvis man ikke selv ønsker det. På et af de bosteder hvor jeg kommer jævnligt, bragte december en uventet undring, idet en af beboerne, Jesper, tydeligvis holdt op med at gå i bad. Vi talte om at han virkede lidt stresset. Vi gættede på julemåneden som grund og vi tænkte, at alting ville udligne sig så snart hverdagen indfandt sig. De følgende dage voksede Jespers frustration i takt med at hans hår blev fedtet og svært at rede ud. En kold december morgen, blev udfordringen løst. For da Jesper blev spurgt forklarede han, at bruseren i hans lejlighed skulle løbe i 6 minutter før vandet var varmt. Når Jesper gik i bad havde han valget mellem koldt vand eller vandspild. I de her klimatider mente Jesper ikke at valget var reelt - men han erfarede hurtigt at koldtvands bade i december ikke fungerede optimalt, hans hår forblev fedtet. Det gjorde ham frustreret. Da jeg ankom stod en af de dygtige socialpædagoger ved køkkenvasken, Jesper stod ved siden af med en kniv i hånden. De to talte sammen og jeg så stjerner i øjnene, det var et af de der magiske øjeblikke, hvor dig og mig er samme sted, lige nu, og hvor vi forstår hinanden - uden andre ord end:

“det kan man ikke…”
Den ultra korte sætning refererede til en klat smør på kniven som Jesper forsøgte at skylle af med iskoldt vand fra hanen.

Tilliden forbinder mennesker med hinanden. Vær nysgerrig og varsom når du møder den. Vid, at du er blevet betroet noget af det aller fineste …