Besøgsforbuddet på bosteder ophæves (næsten)

23. jun. 2020

Det midlertidige besøgsforbud på socialområdet er ophævet fra i morgen d. 24. juni. Men der kan lokalt indføres restriktioner, hvis det er nødvendigt f.eks. pga. lokale smitteudbrud.
Beboere på sociale tilbud kan nu igen få besøg som normalt. De generelle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne skal dog stadig overholdes.

Læs hele pressemeddelelsen fra Socialministeriet her
https://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/jun/nu-er-hverdagen-tilbage-paa-sociale-tilbud/

Læs den samlede beskrivelse af vedtagelsen her
https://sim.dk/media/38104/orienteringsskrivelse.pdf

Heidi Thamestrup formand for Landsforeningen Autisme siger:

”Vi har set en mængde overgreb imod autistiske menneskers personlige frihed under covid-19. Overgrebene er sket i en tid hvor folk manglede viden og derfor handlede med hovedet under armen. Det er voldsomt sent, men stadig godt, at besøgsforbuddet nu ophæves. Autistiske mennesker er blevet krænket på deres rettigheder og de er blevet behandlet som “nogen” for hvem almene menneskerettigheder kan ophæves af os andre, det er uværdigt og det kan, på ingen måde, undskyldes af covid-19”.


De lokale ledelser kan forsat lave restriktioner

Besøgsforbuddet er blevet lempet flere gange, og som led i genåbningen af Danmark har ministeren nu sammen med et bredt politisk flertal besluttet at afskaffe det generelle besøgsforbud på socialområdet.I stedet får den lokale ledelse mulighed for at indføre besøgsrestriktioner på det enkelte tilbud under visse betingelser.

Det kan ske generelt for hele tilbuddet, for enkelte beboere eller i enkelte besøgssituationer, hvis ledelsen ud fra en konkret vurdering anser det for nødvendigt for eksempel af hensyn til særligt udsatte beboere eller pga. lokale smitteudbrud. Begrænsninger vil dog skulle afvejes nøje, og lederne skal i de tilfælde fortsat drage omsorg for, at også særligt udsatte beboere kan få besøg i de "kritiske situationer" eller af 1-2 faste besøgspersoner.

Heidi Thamestrup siger:

”Det er bekymrende at de lokale ledelser i princippet kan fastholde besøgsforbuddet, hvis de vil. For det har aldrig været beboerne, og deres ganske få besøgende, der er den reelle smittefare smitterisici på bostederne. Beboernes relationer uden for bostedet er ubetydelige i forhold til den kontaktflade de mange ansatte på et bosted har. Jeg håber at ledelserne på de enkelte bosteder nu vil lytte til socialministeriets anvisninger og respektere den enkelte borgers ret til at have besøg i sit eget hjem”.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger om ophævelsen:

”Vi skal både beskytte sårbare mennesker mod coronasmitte og mod ensomhed, der har ramt mange hårdt. Derfor har vi nu ophævet det generelle besøgsforbud på socialområdet. På nogle sociale tilbud er der beboere, som er meget sårbare i forhold til smitte, og derfor er det helt centralt, at lederne på de enkelte tilbud har mulighed for fortsat at beskytte dem. Det vil også være muligt hurtigt at lukke af for besøg i et tilbud, hvis der eksempelvis er behov for det i forbindelse med håndtering af lokale smitteudbrud, som vi desværre netop har set eksempler på. Vi har drøftet ændringen med organisationer på området i sektorpartnerskabet og med Folketingets socialordførere, og jeg er glad for, at der også er opbakning til denne genåbning.”

For at understøtte den lokale ledelse vil retningslinjerne om besøg og genoptagelse af aktiviteter på socialområdet blive tilpasset.  De nye regler, der giver mulighed for lokale restriktioner, vil træde i kraft den 24. juni 2020 og vil automatisk blive ophævet igen den 1. september 2020, hvor alt vil være helt tilbage til normalen.

Muligheder for dagsture og udendørsaktiviteter

I forbindelse med den politiske aftale om sommerpakken fra den 19. juni 2020 er der sat 20 mio. kr. af til, at beboere på både socialpsykiatriske botilbud og andre botilbud kan tage på dagsture, og til at der kan tilrettelægges andre sociale aktiviteter hen over sommeren og resten af året.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Beboere på botilbud har i de seneste måneder haft færre muligheder for socialt samvær end normalt. Vi sørger for, at kommunerne i samarbejde med frivillige organisationer kan hjælpe beboerne ud og nyde sommerlandet. Sammen med åbningen for besøg kan det være med til at sikre en bedre trivsel.”