Indlæser

Valgkamp: Tag inklusionskrisen alvorligt

9. maj. 2019

Landsforeningen Autisme opfordrer alle valgkamps-parate politikere, til at tage den eskalerende inklusionskrise alvorligt. Vi peger på 5 helt konkrete bud til bedre inklusion. Samtidig har vi udgivet et fakta-ark om en række forskellige politiske emner indenfor autismeområdet.   

Når 35 % af alle børn med autisme i skolealderen ikke går i skole. Når 15 % af alle autistiske børn ikke har været i skole i over et år. Når 65 % af de autistiske børn, i længere perioder har været uden undervisning og skolegang – så har vi en inklusionskrise. Derfor kommer vi med 5 konkrete forslag til, hvordan børn med autisme kan komme til at opleve inklusion i grundskolen.

Læs vores 5 konkrete løsninger til bedre inklusion her.

”Inklusionsloven blev, helt absurd, startskuddet til et massivt svigt af autistiske børn i grundskolen. Vores medlemmer fortæller om børn i mistrivsel, børn der lever med selvmordstanker, traume og panikangst og som føler sig alt andet end inkluderede ind i et fællesskab. De børn skal have en skolegang og vi skal handle nu”: Siger landsformand for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup.

”Efter 7 år med inklusionseksperimenter er forholdene for børn med autisme så alarmerende, at der er tale om et nationalt svigt. Børn med autisme får psykiatriske følgelidelser til deres handicap. Vores 5 konkrete bud på bedre inklusion skal ses i et langsigtet perspektiv. Det handler ikke blot om at sikre flere børn skolegang og bedre trivsel, men også at forebygge at børnene ender i psykiatrien”: Siger Heidi Thamestrup

Autismeområdet indeholder meget mere end skole - derfor har vi nu udgivet et fakta-ark om mange forskellige relevante politiske emner vedrørende autisme. Blandt andet med fokus på magtanvendelser, beskæftigelse, familieliv og kommunernes sagsbehandling.

Læs vores fakta-ark for hele autismeområdet her. 

Vi opfordrer til, at fakta og informationer om autisme deles med politikere, medier og andre vælgere.  



Vores 5 forslag er: 

Kommunerne skal forpligtes til at følge rådgivningen fra statens eksperter

Autistiske børn har krav på at statens udredning fører til handling i kommunerne. Da man i 2007 vedtog strukturreformen besluttede man at hindre afspecialisering ved etablering af en videns-enhed under socialstyrelsen (VISO). I VISO kan kommunerne gratis hente viden på højtspecialiserede områder som autismeområdet. Siden inklusionsloven har vi oplevet, at der laves mange VISO udredninger og skrives rapporter, om autistiske børn der ikke trives i deres skoletilbud. Men ofte undlader kommunerne at følge VISOs anbefalinger - dette ses særligt i sager hvor et barn med autisme ikke kan rummes i sit skoletilbud.

Opret en statslig pulje til finansiering af støttetimer til skolebørn – og lad VISO administrere den

Der skal oprettes en statslig pulje, hvor alle skoler gennem visitation i VISO kan få den rette støtte - herunder støttetimer - til det enkelte barn. Da man vedtog inklusionsloven betød det, at støttetimer til den enkelte elev blev den enkelte skoleleders ansvar. Skolelederne har ikke den fornødne viden om autisme, til at kunne træffe den beslutning. De sidder med stramme budgetter og skal tilgodese mange forskellige børns behov. Det betyder at børn med autisme ikke får den rette støtte og holdes for længe i uhensigtsmæssige skoletilbud. Børn med autisme har ret til en faglig vurdering af deres støttebehov, fremfor en vurdering af hvor mange støttetimer, der er plads til i skolens budget.

Giv praksisnær efteruddannelse til lærer og pædagoger

Der skal tilbydes praksisnær efteruddannelse i autisme til alle lærer og skolepædagoger, der har med børn med autisme at gøre. Det bør ske gennem forløb som Autismepiloten, hvor efteruddannelsen foregår over tid og dermed implementeres i praksis. Autisme er et usynligt handicap, der stiller store krav til omgivelsernes viden, accept og forståelse. Mangel på viden om autisme i folkeskolen, betyder at flere børn med autisme får psykiatriske lidelser oveni deres handicap på grund af alt for store krav, de ikke kan forstå og honorere – det skader børnene. Børn med autisme har krav på at blive mødt af lærer og pædagoger, der har specialiseret viden om deres handicap.

Anerkend specialskolernes værdi og prioriter dem

Specialskolerne har en værdi i sig selv. Der vil altid være børn, hvis udfordringer er så store, at de skal være i et højtspecialiseret miljø for at trives og føle sig inkluderede. Inklusion kan defineres ved, at et barn er i trivsel, at et barn deltager i tilbudte aktiviteter og at barnet udvikler sig. Med inklusionsloven italesatte politikere og embedsmænd specialtilbud som ekskluderende. Italesættelsen startede en uhensigtsmæssig afspecialisering og en række besparelser på specialskolerne. Børn med autisme har krav på at deres skoletilbud ikke undermineres, økonomisk og verbalt, af italesættelser og besparelser. Brug i stedet den viden der skabes ved praksisforskning på specialskolerne til optimering af inklusion i folkeskolen.

Giv ret til at klage uanset antal støttetimer

Opstår der fejl i sagsbehandlingen skal alle have ret til at klage til Klagenævnet for Specialundervisning. Retssikkerhed skal gælde alle. I dag kan pårørende til børn, der får støtte i skolen ikke klage over sagsbehandlingen, hvis barnet er visiteret til mindre end 9 timers støtte. Familierne fortæller, at sagsbehandlingen er så lang, at de er i fare for at miste deres job, når deres barn med skolevægring ikke har et passende skoletilbud, og skal passes i hjemmet. Pårørende til autistiske børn har krav på klageadgang og hurtig sagsbehandling uanset antal visiterede timer. Det skal være muligt for de pårørende at varetage barnets behov, uden at miste deres indkomst som forsørger.

 

Vi opfordrer alle til at hjælpe 


Vi har sendt de fem konkrete forslag til samtlige politikere, der i dag er valgt til folketinget. Og opfordrer alle kredse og medlemmer til at sende forslagene til deres lokale folketingskandidater. Ligsom vi håber mange vil bruge fakta-arket til at spille ind i den politiske debat, så vi kan få sat hele autismeområdet på dagsordenen. 
Vi vil under valgkampen lave små videoer, med de fem forslag, tage kontakt til pressen, og bruge fakta-arket til at løfte den politiske debat om autisme!