Sif Steward-ferrer holder oplæg
Indlæser

SIKON 2019: Autisme, parforhold og job

29. apr. 2019

Det er ikke let at være en del arbejdsmarkedet og at finde den eneste ene - særligt hvis man har autisme. 


Med Aspien på job

Man kan godt være diagnosticeret med Aspergers Syndrom og have et arbejde, sagde Betina Manov i oplægget; Med Aspien på job.

Betina Manow blev diagnosticeret med Aspergers Syndrom som 46 årig. Forinden var Betinas liv præget af kaos, nederlag og sygdom. Publikum på SIKON konferencen fik, tirsdag eftermiddag, et unikt indblik i den kamp Betina har kæmpet. I dag er Betina er ansat i en konsulentvirksomhed og forfatter til bogen ”Stemmer Fra Venus”.

Betina indledte sit oplæg med at fortælle hun oprindeligt er uddannet skolelærer, men også - at det viste sig -  ikke at være den rette uddannelse for hende.

”Jeg tog ikke den rette uddannelse, men jeg blev fortalt at jeg var god til børn. Den ustrukturerede arbejdsdag gjorde det meget svært for mig at holde til at være på mit arbejde.”

Det var først i forbindelse med, at Betinas andet barn fik diagnosen infantil autisme, at en fagperson gjorde opmærksom på at Betina måske selv kunne have autisme. Betina fik senere diagnosen Aspergers Syndrom og en forklaring på, hvorfor hun stresses meget let af mange krav.

Betina valgte et bestemt afsnit fra sin bog, hvor hun beskriver den første gang, hun blev mødt med forståelse og struktur på jobcenteret, oplevelsen gav hende modet til at blive en del af arbejdsmarkedet.

Senere delte Betina ud af egne erfaringer fra tidligere ansættelser. SIKON-deltagerne blev klogere på Betinas gode og mindre gode oplevelser med arbejdsmarkedet. Betina kom tillige med en række gode råd til, hvordan autistiske mennesker kan blive en del af arbejdsmarkedet.

”Hvad skal der til for at personer med autisme bliver en del af arbejdsmarkedet? Det kræver det forståelse og opbakning fra familie og venner omkring autisme og dets begrænsninger samt et forstående system. Hvor personer med autisme kan udfolde sig og blive forstået.”

Autisme og parforhold

Med et livligt oplæg om autisme og parforhold, satte parret Christian Stewart-Ferrer, Klinisk Psykolog, cand.mag. og Sif Stewart-Ferrer, cand.mag. i filosofi og antropologi gang i tankerne om det gode parforhold.

Sif og Christian er gift og har begge autisme og så har de fra hver deres akademiske felt undersøgt muligheder og udfordringer, når det kommer til parforhold og autisme. Hovedfokus i oplægget var i den normkritiske ende, hvor de to sammen aflivede en række myter om parforhold.

”Det er vigtigt ikke at forgribe sig i ideen om hvad et godt parforhold er, men i stedet spørge: Hvad er det gode parforhold for mig?” Sagde Sif Stewart-Ferrer, mens Christian hurtigt herefter greb bolden og udybede:
”Når det kommer til parforhold og seksualitet, kan vi faktisk se, at der hos autister er en tendens til ikke at forelske sig så meget i kønnet, men mere i personen. Også i mand/kvinde forhold. Ligesom flere er i forhold, der kun er romantiske men ikke seksuelle eller omvendt. ”

En anden pointe fra oplægget handlede om god kommunikation. Særligt når man har mødt én, man kunne tænke sig at få et parforhold til at fungere med.

”Hvis du siger: Jeg vil gå gennem ild og vand for dig, så vil en autist nok sige: det var da dumt.” Sagde Sif Stewart-Ferrer, for at understrege at mange med autisme har svært ved at forstå og formidle romantisk symbolik. Her er det vigtigt, uanset om der er én, to eller flere autister i et parforhold, at sikre at alt bliver udtalt og sagt tydeligt.