Indlæser

Det specialiserede socialområde igen glemt i finanslovsudspil fra regeringen

3. okt. 2019

Regeringen har fremlagt forslag til finanslov. I lovforslaget er der fokus på velfærd og på indsatser til udsatte. Landsforeningen Autismes landsformand Heidi Thamestrup efterlyser rapporten om det specialiserede socialområde, samt midler i finanslovsforslaget til genopretning

 


Finansminister Nicolai Wammen præsenterede tirsdag den 2. oktober kl. 12, regeringens bud på ny finanslov. Her var fokus på bedre velfærd og på penge til udsatte børn, voksne og familier. I sin præsentation tydeliggjorde finansministeren, at udspillet: ”ikke løser det hele med et fingerknips. Det er vigtige skridt på vejen, men der vil gå længere tid, før vi er helt i mål.”

Læs mere om finanslovsforslaget fra regeringen her.

I udspillet afsættes der 1,3 milliarder til socialområdet, og det understreges, at der er ønske om en mere ambitiøs socialpolitik, med indsatser til de mest udsatte børn, voksne og familier. I Landsforeningen Autisme er landsformand Heidi Thamestrup dybt skuffet over, at der igen ikke er fokus på det specialiserede socialområde.

De seneste økonomiaftaler med KL og regionerne indgår i udspillet. Og heller ikke i de to økonomiaftaler har det specialiserede socialområde været på dagsordenen. Det bekymrer Heidi Thamestrup, og hun frygter, at problemerne overlades til kommunerne. Senest er der igen i mange kommuner gennemført store besparelser på handicapområderne - og flere steder lukkes specialskoler, og mennesker med autisme flyttes fra deres specialiserede botilbud.   

Læs vores artikel om økonomiaftalen med KL her.

Læs vores artikel om økonomiaftalen med regionerne her. 

”Det specialiserede socialområde, hvor autisme fylder rigtig meget, er ingen steder at finde. Hverken i aftalerne med KL og regionerne eller i finanslovsforslaget. Det betyder jo reelt, at kommunerne skal klare opgaven selv, og det ved vi, at de ikke magter. Kommunerne har ikke den fornødne respekt for den lovgivning, der regulerer det specialiserede socialområde, og det betyder at mistrivsel, svigt og sagsbehandlingsfejl præger området,” siger hun.

Hvor bliver kulegravning af?

Før Socialdemokratiet dannede ny regering, lovede de, at de ville fortsætte den tidligere regerings planer om en kulegravning af det specialisere område. Og senere i regeringen, Enhedslisten, SF og Radikale Venstres forståelsespapir fra juni 2019, var der tydelige takter til mere specialisering, bedre retssikkerhed og fokus på hele det specialiserede handicapområde.

Læs vores artikel om forståelsespapiret her.

Ifølge landsformand Heidi Thamestrup venter vi dog stadig på den vigtige kulegravning, så de rigtig indsatser kan sættes i gang for at rette op på området.   

”Da Mette Frederiksen i går åbnede Folketinget sagde hun: Når man i dag spørger danskerne: Tror I, at jeres børn får en bedre fremtid, end den I selv har haft? Så er mange i tvivl. Men jeg kan supplere med at hvis man har et barn med autisme er man ikke bare i tvivl - man går konstant rundt med summen for ørerne og følelsen af fastfrysende istapper i maven. For disse forældres opgave er, siden strukturreformen, helt udenfor det, man kan kalde rimelige proportioner. Der er behov for en kulegravning af det mest specialiserede socialområde. Udredningen skulle være udkommet i august, hvad er der blevet af den? Og hvor i finanslovsudspillet finder vi midler til de altafgørende indsatser, udredningen vil pege på, så området kan genoprettes?” Siger hun.

Håber på fokus fra forhandlings-partier

Regeringen skal sammen med støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, samt de andre partier i folketinget, det næste stykke tid forhandle for at nå til enighed om en endelig finanslov. I deres udspil har regeringen sat 2,1 milliarder af til forhandling, hvor de andre partier kan byde ind på, hvad der skal satses på.

I Landsforeningen Autismes håber vi derfor, partierne vil tage fat i de massive problemer, der er på det specialiserede område i kommunerne og sætte penge af til at rette op på afspecialisering på botilbud, i sagsbehandlingen og på skoleområdet.