Indlæser

SIKON 2018: Ellen Vallentin Christiansen fortæller om at være autist… og mor

25. apr. 2018

Mandag eftermiddag holdt Ellen Vallentin Christiansen workshop for et fyldt lokale til SIKON 2018. Hun sad på en barstol i lokalet, og fortalte om de udfordringer og styrker, der er ved at være autist og mor på samme tid.

 

Tidligere på mandagen vandt Ellen årets Autismepris sammen med Felix Munch, for deres store arbejde for at få fokus og mere støtte til autistiske forældre.  

Stolen er et vigtigt instrument for hende, når hun holder oplæg, for når hun har ro i kroppen, så kan hun koncentrere sig om at samle tankerne og fortælle. 

Ellen startede hele oplægget med en af sine egne sange, fint akkompagneret af hendes ukulele. Og fortalte derefter lidt om sin baggrund og livet op til at blive mor. Hun har de seneste 10 år været i en stor udvikling, og står nu for netværksgrupper, har en blog og holder oplæg. Alt det kan hun rumme at gøre, fordi det interesserer hende. 


Drømmen om et barn: 

Det at blive forælder som autist starter som for så mange andre med drømmen om et barn. Og der har Ellen gjort sig nogle erfaringer både fra sig selv og sin gruppe for forældre med autisme. Alle oplevede de at have nogle spørgsmål:

  • Magter jeg at blive forælder? 
  • Kan mit barn arve autismen?
  • Hvad skal der til for at blive en god forælder?

For Ellen var det vigtigt, at hun var bedst muligt forberedt på, hvad der ventede som forælder. Hun brugte derfor god tid på at snakke med sin mentor og sin kæreste om, hvad en god forælder er, og gennemgå nogle scenarier, der kunne opstå. På den måde havde hun en tanke om, hvad hun stod overfor.

Desuden er der mange steder mulighed for at få udvidet jordmoderhjælp, så man hele vejen igennem kan føle sig tryg, og ved hvad der sker. 


Rod i rutinerne: 

Når barnet så kommer ud i verden og ind i hverdagen, så beskriver Ellen det som at der kommer rod i rutinerne. Mange autister har nemlig rutiner og vaner, og hende og kæresten havde flere traditioner, som datteren kom og lavede om på. 

Som forælder er det derfor ifølge hende vigtigt, at man vænner sig til, der sker forandringer. Og det er ofte nødvendigt at skabe nye rutiner sammen. 

Der kan det være ekstra svært, hvis man sammenligner sig med neurotypiske forældre, som kan noget andet, end en selv. 

”Jeg kan ikke forstå, andre forældre har overskud til børnefødselsdage med skattejagt og slikposer – jeg syntes det er hårdt selv at skulle lave et enkelt pølsehorn,” sagde Ellen med et smil under sit oplæg. 


Gør det bedste for din familie: 

Hendes bedste råd er derfor, at man skal gøre det, der er bedst for ens egen familie – og ikke kigge så meget på, hvad der er ”normalt”.  

Hun understreger, at autistiske forældre kan noget, som andre forældre ikke kan, fordi de tænker anderledes. 

”Jeg kan tilbyde min datter oplevelser, og det at opleve verden, som jeg oplever den – og sanse den sammen med hende. Jeg kan forstå hendes udfordringer, og være hendes advokat i de tidspunkter, hvor hun ikke kan magte noget,” sagde Ellen Vallentin Christiansen. 

Hun håber, at autistiske forældre fremover vil kunne få den støtte, netop de har brug for – for når de får hjælp først, så gavner det barnet. Og lige nu er der mange af forældrene, som ikke får den hjælp, de skal have.