Indlæser

H.K.H. Prinsesse Marie mødte 'omvendt inklusion' på Katrinebjergskolen i Aarhus

8. maj. 2018

Mandag den 7. maj 2018 besøgte H.K.H. Prinsesse Marie, i sin egenskab af protektor for Landsforeningen Autisme, NEST klasserne på Katrinebjergskolen - og mødte elever med autisme.

 

Hele Katrinebjergskolen emmede af spænding mandag formiddag den 7. maj 2018. De ventede på H.K.H. Prinsesse Marie, som skulle komme på besøg for at opleve og følge noget af undervisningen i NEST klasserne på skolen. I de klasser går børn med og uden autisme sammen i et forsøg på ’omvendt inklusion’, hvor de alle har faste rammer og autismespecifik pædagogik.

NEST klasserne er et treårigt forsøgsprojekt, som startede i Aarhus i 2016. Projektet er udløberen af et inklusionsprogram, der siden 2003 har fungeret med stor succes i New York forstaden Harlem, hvor NEST metoden blev grundlagt, og hvor programmet siden har spredt sig ud over flere stater i USA.

De knap 20 års erfaring fra New York viser, at tydelighed, struktur og autismerettet pædagogik giver trivsel og læring hos børn med autisme, men også at børnene uden autisme, har gavn af strukturen.

Prinsesse Marie ankom til Katrinebjergskolen kl. 11.30 og mødte her, sammen med Landsforeningen Autismes formand Heidi Thamestrup, børn i 0. og 1. klasse fra NEST klasserne. H.K.H Prinsesse Marie var med til en del af undervisningen og hørte hun mere om erfaringerne fra NEST med at sikre trivsel og læring hos alle eleverne.

Børnene i klasserne kom helt tæt på Prinsessen, og fik mulighed for at stille spørgsmål, lave matematik-lege med hende og fortælle om deres skole og hverdag.

Besøget i NEST klasserne på Katrinebjergskolen sluttede af med at H.K.H. Prinsesse Marie delte kram ud til højre og venstre til de mange glade børn.

Til besøget var også Katrinebjergskolens leder Christian Hyltoft Hellum, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Thomas Medom og leder af projektet Jan Kirkegaard til stede til at vise Prinsessen rundt og fortælle om klasserne.

NEST klasserne har færre elever, der er altid to lærere – og de gør brug af specialpædagogik for alle eleverne. Særligt struktur, visuel pædagogik, gentagelser og forudsigelighed er del af den daglige rytme i en NEST klasse.

Ved evaluering af NEST klasserne i Aarhus i 2017 viste det sig, at børn med autisme klarer sig rigtig godt sprogligt - og at de har det bedre socialt, end i specialklasser. Også børnene uden autisme trives i klasserne, og forældre, til både børnene med autisme og til børnene uden har taget godt imod den nye struktur.