Indlæser

Film om autisme vinder 5 priser

20. feb. 2018

Filmen 'Det Digitale Tilbud' portrætterer, hvordan mennesker med autisme kan have stor glæde af at arbejde med digitale medier – og også H.K.H. Prinsesse Marie er med i den som protektor for Landsforeningen Autisme. Nu har filmen vundet sin 5. pris. 

 

Robotter, dagsskema på iPad, apps til at lære at brygge kaffe og vaske tøj – og sjove videoer på YouTube. Det er nogle af de digitale medier, som de unge med autisme bruger hver dag på Autismecenter Storstrøm.  

Det har centeret lavet en film om – ”Det digitale tilbud”, og den har netop vundet sin 5. internationale pris. Ved en kortfilmsfestival i Californien i USA blev filmen kåret som vinder af ”Award of Distinction” i den Humanitære kategori.   

Bag filmen står instruktør Marcus Mandal fra filmselskabet Citizen Dane. Han er for nylig også kåret som vinder ved andre prestigefyldte amerikanske festivaler, f.eks. Hollywood International Independent Documentary Awards og MarCom Awards. 

I filmen deltager H.K.H. Prinsesse Marie som protektor for Landsforeningen Autisme. I efteråret 2017 var Prinsessen forbi Autismecenter Storstrøm for at besøge de unge og selv opleve deres arbejde med digitale hjælpemidler. Det var hun i forbindelse med præmieren på ’Det Digitale Tilbud’ den 9. oktober 2017, hvor også Landsforeningen Autismes formand var til stede.  

Filmen går tæt på brugerne på Autismecenter Storstrøm, og hører hvad digitale hjælpemidler betyder for dem og deres hverdag. En af de unge siger i filmen: 

”Det mentale overskud til at være sammen med andre mennesker har det med at gå op, når jeg arbejder med robotter.”

I alt har filmen ’Det digitale tilbud’ nu vundet 5 internationale priser.  

SE hele filmen HER.


Foto: Billede fra filmen ’Det Digitale Tilbud’ (fra Autismecenter Storstrøm)