Indlæser

Ny forskning slår fast: Børn med autisme inkluderes bedst i specialiserede skoletilbud

20. nov. 2017

En ny videnskabelig undersøgelse udarbejdet af Center for Autisme slår fast, at hvis man vil inkludere børn med autisme i grundskolen, så skal det ske i et specialiseret tilbud.

 

Hvad skal der til, for at børn med autisme visiteres til et specialiseret skoletilbud? Hvordan trives inkluderede børn? Og hvad betyder skoletilbuddet for deres fremtid?

Det er de tre store spørgsmål, som Center for Autisme har undersøgt i en ny inklusionsundersøgelse. Formålet med undersøgelsen er at skabe viden om, hvordan det så ud med inklusionen før inklusionsloven, og viden om, hvordan det går ude i skolerne lige nu.

Undersøgelsen viser, at autistiske børn tidligere gik i en specialiseret skole hvis de havde et moderat til højt støttebehov. I dag bliver de samme børn inkluderet i en almen klasse i folkeskolen. Det giver store udfordringer for både familier og skoler.

”Med så store ændringer på skoleområdet som inklusionsloven, så burde den bygge på viden om børn med autisme i skolen, men det gjorde den ikke. Nu kan vi se, at der med inklusionen vil være flere børn med store belastninger i almene klasser, end tidligere. Det giver store udfordringer og kræver flere ressourcer til skolerne. Samtidig hørte vi fra børnene selv, at dem i specialiserede tilbud trives bedre, da de oftere føler sig som en del af et fællesskab,” siger Lennart Pedersen chefpsykolog ved Center for Autisme.

For Landsforeningen Autisme understreger undersøgelsen, nøjagtigt den situation vi oplever i vores telefontid og ude i kredsene, nemlig at inklusionsloven er gået ud over en stor gruppe sårbare børn med autisme.

”Det er børn, der føler sig stigmatiserede, ensomme og angste. Børn der bliver syge og mere handicappede, af at gå i skole,” siger Heidi Thamestrup, formand i Landsforeningen Autisme. 


Skoleskift giver dårligere trivsel

I Center for Autismes undersøgelse kigger de nærmere på trivslen hos børn med autisme, der er blevet afprøvet i almen-skolen. De samme børn, der senere er vurderet til ikke at kunne rummes i den almene klasse. I undersøgelsen har man valgt at høre børnene selv, og det viser tydeligt, at de børn der afprøves i en almen klasse og senere visiteres til en specialiseret klasse, er dem der trives dårligst.

”De her børn har de samme svære udfordringer, som dem der går hele deres skoletid i et specialiseret tilbud. Men i folkeskolen får de ikke den støtte, de har brug for. Og det er dem, der oplever mest mobning, færrest venner og generelt trives dårligst i deres skole. Det er det, vi ser mere og mere med dem, der bliver inkluderet i dag, som før reformen ville have været i et specialiseret tilbud,” siger Lennart Pedersen chefpsykolog ved Center for Autisme.

Men, der er også positive resultater. Blandt andet viser undersøgelsen, at tiden i et specialiseret tilbud kan nå at rette meget op for de børn med autisme, som er startet i det forkerte tilbud. 

Landsforeningen Autisme oplever ofte, at børn må starte helt forfra socialt og fagligt i en specialskole efter år i almen-skolen med dårlig trivsel.

”Vi har børn der forsøges inkluderet i 3 forskellige skoletilbud. Når de starter i et specialiseret tilbud er de nedbrudte og bærer på en række nederlag. Børnene mister troen på, at de passer ind i skolesystemet, og de mister tillid til de voksne omkring dem - som burde have beskyttet dem. Specialskolen bygger barnet op igen, men det tager lang tid. Tid der kunne være brugt meget bedre på undervisning og sociale aktiviteter,” siger Heidi Thamestrup.


Lad os snakke inklusion

For mange autistiske børn betyder inklusionen, at de lever med stress, angst og skolevægring. Landsforeningen Autismes inklusionsundersøgelse fra 2017, med mere end 1.600 besvarelser, viser at hvert tredje barn ikke går i skole.

”Børn med autisme bliver svigtet i inklusionseksperimentet – og det har stået på alt for længe! Politikerne påstår, at loven bare skal have tid til virke. Men hvor længe skal vores børn have det dårligt, før politikerne lytter og handler? Vi er nødt til at erkende, at inklusionsloven ekskluderede en stor gruppe børn. Vi må sikre børnene den rette støtte i et miljø, hvor de selv føler sig som en del af gruppen,” siger Heidi Thamestrup, formand i Landsforeningen Autisme.

For Center for Autisme er det vigtigt, at undersøgelsen sætter gang i en debat om, hvordan man bedst sikrer børn med autisme en god skolegang. Der er ifølge dem endnu ikke nogen, der har fundet en løsning.

”Man er nødt til at have en specialiseret skole, hvor der er viden og støtte. I vores undersøgelse kan vi se, at man tidligere har visiteret ud fra barnets behov og udfordringer – det er man nødt til at komme tilbage til. Og vi skal have forskellige specialiserede tilbud, så man kan finde det rette til det enkelte barn,” siger Lennart Pedersen fra Center for Autisme.