Hospitalspas og sundhedstjek til ældre autister

9. mar. 2017

TEMA: ældre med autisme // Ældre med autisme skal have hjælp til at sikre et godt helbred. Fem autismetilbud har gennem praksisforskning undersøgt metoder som hospitalspas og sundhedstjek til de ældre. 

 

Når synet bliver svagere skal man have briller, og hvis man bliver syg er det en tur til lægen. Men for mange autister er det ikke helt så simpelt. Det kan nemlig være meget svært at komme afsted til en læge selv og faktisk selv mærke, der er noget galt.

Derfor er de ofte afhængige af hjælp og støtte fra de mennesker, der er omkring dem til at holde styr på sundheden.

Netop det kigger forskningsorganisationen DEFACTUM og fem autismetilbud på i et videnskabende projekt om aldring og autisme, som er støttet af Veluxfonden. Og især prøver de at finde de bedste metoder til at sikre deres ældre et godt helbred og dermed god livskvalitet.

”Selvfølgelig skal ældre med autisme have en god livskvalitet – ligesom vi andre også skal have det. Der er det vigtigt med godt helbred. Men vi oplever også, at det er meget forskelligt, hvilke udfordringer de får med helbredet og om de bliver syge,” siger Jannik Beyer, fagkonsulent på projektet.

LÆS også: Ældre med autisme skal have hjælp til sundheden. 


Gør sundhedstjek til en rutine

De fem autismetilbud oplever både dårligere syn, begrænset bevægelighed, smerter i kroppen og alvorlige sygdomme hos deres ældre borgere. Og med så forskellige udfordringer er det vigtigt, at den enkelte person med autisme får målrettet hjælp, der sikrer netop dem en god hverdag. Der er det vigtigt, at pædagogerne kender den ældre godt og kan støtte dem, når de har brug for det.

En metode til at holde øje med autistiske menneskers sundhed er sundhedstjek, som Landsforeningen Autisme og Danske Handicaporganisationer gerne ser udbredt. Med det kan man hurtigere opdage ændringer og sørge for behandling.

”Mennesker med autisme skal nogle gange motiveres, oplyses og støttes til at leve sundere. Derfor er det godt med regelmæssige sundhedstjek, der følger borgernes helbred, så de ikke går længe med smerter eller en sygdom,” siger Heidi Thamestrup, formand i Landsforeningen Autisme.

Det har de gode erfaringer med hos Børne- og Autismecenter Region Syddanmark, hvor alle beboere får et årligt helbredstjek den måned, de har fødselsdag. Det bruger pædagogerne, sammen med egne observationer af beboerens trivsel i hverdagen, til at holde øje med deres sundhed.

”Helbredtjek er guld værd. Vi har fanget nogle ting, som borgeren sikkert havde gået med længe, hvis ikke de havde fået et tjek, fordi de har svært ved at fortælle, hvad der er galt. Derfor er der en fast pædagog med, hvis de får brug for hjælp,” siger Anne Mette Juel Tiettje, socialpædagog i bostedet Holmehøj.

Også Specialområde Autisme i Region Midt har årlige helbredstjek af hver enkelt autist hos en læge. Det stiller ifølge afdelingsleder Anny Aarup store krav til fagligheden hos pædagogerne til at videreformidle de ændringer i sundheden, som borgerne ikke selv kan fortælle lægen om.


Hospitalspas giver vigtig information

En anden metode til at hjælpe de ældre med helbredet er et nyt Hospitalspas, som medarbejdere på bostedet Højtoft har lavet og arbejdet med gennem projektet. Hospitalspasset er en folder med mange af de vigtigste oplysninger om de ældre og deres helbred, som de kan have med på hospitalet eller til lægen.

”Hospitalspasset er en stor hjælp for beboerne. Læger og hospitalsansatte er nemlig ikke uddannede i at snakke specifikt med autistiske mennesker, så de har brug for nem adgang til de basale informationer, de skal bruge. Det får de i passet, og det giver bedre undersøgelser af de ældre,” siger Thomas Viskum, pædagogisk leder på Højtoft.

I hospitalspasset står der blandt andet den ældres navn, CPR-nummer, kontaktperson og medicin. Der står også, hvordan man bedst kommunikerer med dem og undgår at de bliver stressede. En viden, som læge Mikkel Erik Juul Jensen gerne vil have nem adgang til, også hvis pædagoger er med ved besøget.

”Der er det guld værd, at plejepersonale er godt forberedt, hvis de kommer med. Som læger har vi brug for nogle informationer, som kan være svære at få fra den ældre. Det er en stor hjælp for os,” siger han.

Hospitalspasset er et af de mange resultater, som udspringer af forskningsprojektet, og det formidles nu via projektet og Landsforeningen Autisme, som lægger det online, så alle kan hente det.


Hent hospitalspasset HER.

Find Vejledning til hospitalspasset HER.